Ad Zukanovic All Stars Jubi-Band med Oh Land
Langelands Jazzklubs 50 års jubilæumskoncert. Den flerdobbelte prisvinder, producer, komponist og tangentspiller Adi Zukanovic har på opfordring sammensat et jubi-orkester med ni m/k, bl. a. strygerkvartetten Halvcirkel og sangerinden mm. Oh Land.
Jazzklub fylder 50: Oh Land,
Adi og band giver unik koncert
En af landets mindste og få offentligt ustøttede musikscener har gennem et halvt århundrede præsenteret både lokale musikere og verdensstjerner. Langelands Jazzklub fejrer sit enestående jubilæum den 2. oktober.
LANGELAND: Da de første spæde trut blev blæst i Langelands Jazzklub i 1970’erne, lød det samstemmende fra øens kor af skeptikere: – En jazzklub? Det går “aller” herovre!
Men det gjorde det.
Vital og drevet uden faste, offentlige støttekroner har Langelands Jazzklub gennem nu 50 sæsoner levet op til sit evigt rullende slogan: “Grundlagt 1972 – veloplagt 2022”.
Verdensnavne og lokale musikere
Takket være driftige og undertiden vovefulde bestyrelser har Langelands Jazzklub kunne præsentere navne i en vægtklasse, som øen normalt ikke oplever udenfor festival-sæsonen: Caroline Henderson, Svend Asmussen, Niels Lan Doky, Danmarks Radios Bigband, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Gitte Henning, Etta Cameron, Benny Waters, Wild Bill Davison, Ib Glindemann Bigband samt snesevis af andre. Læg dertil et bredt udbud af den nationale jazzscenes største profiler plus et ukendt antal lokale musikere.
Dansk/bosniske Adi skaber jubi-band
Til jubilæumskoncerten på Ørstedspavilonnen i Rudkøbing søndag aften den 2. oktober byder Langelands Jazzklub på et scoop. Klubben har undfanget ideen om at opfordre en af den unge jazz-scenes største og tætbookede navne, tangentspilleren, komponisten og arrangøren Adi Zukanovic til at sammensætte et band eksklusivt til klub-jubilæet.
For en jazzklub på Langeland er Adi Zukanovic et oplagt valg. Adi kom som fem-årig til Langeland som bosnisk flygtning og er opvokset i Rudkøbing. Han er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og fik i 2017 Steppeulvens pris som Årets Danske Musiker. Adi har været producer for TV2’s”X Factor”og var orkestrator på balletten “Snedronningen” i Tivoli. Sidste år var Adi producer på Michael Falchs album, “Elsker”.
Oh Land med som gæstesolist
Som særlig gæstestjerne præsenterer Langelands Jazzklub Adi Zukanovic’ samlever, sangerinden, sangskriveren, tidligere X-Factor dommer og meget mere, Oh Land. Det ni m/k store jubi-band omfatter desuden strygerkvartetten Halvcirkel med Mika Persdotter, Pernille Kristiansen, Bettina Marie Ezaki og Nicole Hogstrand samt guitaristen Jakob Bro, multinstrumentalisten Ned Ferm og slagtøjsspilleren Oliver Laumann).
Historisk bestyrelse bag arrangementet
Ideen til jazzlubben blev undfanget en sen nattetime på Ørstedspavilonnen, hvor 50 års-jubilæet også fejres. To venner, daværende kokelev Jack Stæhr og journalistelev Søren Stidsholt Nielsen, fik afklaret en fælles begejstring for traditionel jazz og swing. Tre uger efter stiftede de sammen med 40 andre Langelands Jazzklub. De to stiftere samt fire andre medlemmer af 1970’ernes bestyrelse står for arrangement af jubilæums-koncerten.
Klubben har flere hundrede gange stået for arrangementer med levende musik på Langeland og Strynø. Nu fejrer den, hvad ingen turde tro i 1972 – sit 50 års jubilæum.
Entré: 275, – kr
Søndag den 2. oktober 2022 kl.19:00.
Ørstedspavilonnen, Rudkøbing
Billetter a 275, – kr. kan købes HER eller i Gine, Rudkøbing samt evt. ved indgang.
Unummererede stole. Dørene swinger op kl. 18:00.
Uformel 50 års jubilæumsreception på ØP
Søndag den 2. oktober 2022 kl. 15-16: Bobler, guf-guf,
billeder fra 50 glade år plus andet sjov. Dertil korte taler
og lange hurraråb. Alle er velkomne.