MICHAEL FALCH SOLO PÅ LANGELAND
Det er med STOR tilfredshed, at vi som det første sted i landet kan præsentere Michael Falch Solo
Søndag den 12. februar 2023 kl. 15 gæster Michael Falch Ørstedspavillonen (ØP) i Rudkøbing til en særlig eftermiddagskoncert. Sammen med Langelands Jazzklub arrangerer familien Falch en støttekoncert for deres sociale initiativ, De vildeste Fugle. Det er en forening, der hjælper børn og unge fra alkoholplagede familier og de ramte voksne med økonomiske midler til at komme i ordentlig behandling.
Efter et højspændt år med MALURTs gnistrende rock på bandets definitive afskedsturné fortsætter Michael Falch i 2023 ene mand ud på en akustisk solotur, der bringer ham både til Det kongelige Teater og en række andre gode spillesteder rundt i landet. Han kommer med livshistorier og sange, der nu på 5. årti giver deres særlige vinkler på menneskers vilkår og følelser her i vores land uden høje bjerge.
Falchens solokoncerter er berømmede for deres enestående nærvær, og selv om den garvede performer i forhold til MALURT nu skruer helt ned for vildskaben på scenen, kommer der næppe til at mangle intensitet. Michael Falch kan øse af et sangkatalog, der hører til blandt Danmarks mest betydningsfulde. Samtidig har han gennem årene styrket sin klangbund i et forfatterskab, der efterhånden er oppe på seks dybt personlige bogudgivelser.
Hans soloshows veksler mellem løssluppen hjertelighed og intens alvor i fortællinger og sange, og det hedder sig, at han også ene mand kan få enhver sal til at grine og græde, synge og gynge.
Langeland får først fornøjelsen af at opleve det – i en god sags tjeneste, hvor al billetindtægt efter udgifter går til arbejdet i De vildeste Fugle.
Læs mere om initiativet på www.devildestefugle.dk
Dato: Søndag den 12. februar kl. 15.00
Sted: Ørstedspavillonen, Havnegade 92, 5900 Rudkøbing
Køb Billet: HER